Fortællinger fra Vejen Kommune
Fortællinger fra Vejen Kommune
Lydfortælling Jels - den mægtige Farris-skov og rensdyrenes tundra
Hør en lydfortælling om den mægtige Farris-skov, der tidligere bredte sig fra Lillebælt til Ribe og var 60 kilometer på den ene led og mindst 11 på den anden. Den skulle de rejsende på Hærvejen finde vej igennem - enten ned gennem Jels-området eller længere vestpå, hvor den måske var knap så uigennemtrængelig. Den var ufremkommelig og fyldt med ulve - og måske også underjordiske...
Før skoven var der efter seneste istid tundra, hvor rensdyr vandrede ind, efterfulgt af jægere. De jægere var nogle af de første mennesker i Danmark, og de var lige her ved Jels.
Hør arkæolog Mette Pilgaard fortælle om Farris-skoven, Carsten Weitling fra Jels Vikingespil læse K.M. Hermansens maleriske beskrivelser af skoven op. Og så fortæller Peter Sunde, om man skal bekymre sig om at møde ulve i dag. Hele fortællingen bindes sammen af Stine Elmbæk.
(Vært på Hærvejen)
Fantastisk sted her nede ved søen… Hov hvad er det? Aj, det er en nærgående hveps. Gå nu væk med dig!.. Aaah. Nu trådte jeg også i en vandpyt. Og mine sokker er bare helt gennemblødte.
Intromusik
(Vært i studiet)
Kender du det, at uanset hvor godt du end forbereder dig, så er der altid noget, der ikke går helt som du havde planlagt. Det er min oplevelse, at det især gælder, når man er væk hjemmefra på en rejse, og det er i virkeligheden ikke så underligt, for en rejse er en lang konfrontation med noget nyt og uforudsigeligt. Det kan være alt lige fra, at man ikke ved, hvordan kaffemaskinen virker i den lejlighed, man har lejet, til der pludselig står en løve uden for ens safaritelt.
Jeg har prøvet begge dele og tjaa… Jeg ved ikke lige i hvilken en af de situationer jeg fandt mest frustrerende. Jo Kaffen. Det er nok det med kaffen. På et eller andet tidspunkt er der en god sandsynlighed for, at du også støder på en uforudset udfordring her på Hærvejen. I hvert fald hvis din rejse strækker sig over mere end én dag. Men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, for udfordringer er med til at styrke os og udvikle os som mennesker. Det lyder måske sådan lidt klichéagtigt, men i mange kulturer verden over har manddomsprøver og dannelsesrejser været en obligatorisk del af livet. Netop fordi der er noget om snakken. Vi mennesker vokser simpelthen, når vi kommer ud af vores komfortzone.
Her på Hærvejen er utallige pilgrimme og vandring folk også draget på dannelsesrejse - og udfordringer - dem fik de nok af på strækningen imellem Skodborg og Jels. Hvad det præcis var, der vanskeliggjorde deres rejse omkring Jels, kommer du til at høre meget mere om i fortællingen her. Jeg hedder Stine Elmbæk og er lokalhistorisk formidler. Imens du bevæger dig fremad, vil jeg tage dig med tilbage i tiden og dele nogle af de rigtig gode historier, som du den dag i dag stadig kan se spor af på Hærvejen.
Musik.
Danske Hærvejsforskere har stort set altid været enige om, at den ældste og mest kendte del af Hærvejen gik langs den jyske højderyg fra Viborg til Dannevirke. Og de var også enige om vejens forløb i den mere nordlige og sydlige del af den strækning. Men omkring den midterste del, hvor du er på tur i dag, da har der løbende været debat.
Endda i så stor en grad, at strækningen her har fået et navn. Den Forsvundne Vej. Nogle har også kaldt den for Den Døde Vej. Men lad os nu ikke gøre det mere dystert, end det behøver at være.
Og hvordan kan det så lige være, at Hærvejsstrækningen omkring Jels fik navnet Den Forsvundne Vej? Jo, det gjorde den, fordi der ikke er fundet spor af Hærvejen her. I samme grad som der er i nord og syd. Den er simpelthen - ja forsvundet, og det er der flere grunde til. En af de allerstørste grunde skulle eftersigende have været en skov kaldet Farrisskoven.
Prøv lige at hør, hvordan lokalhistoriker K.M. Hermansen i 1947 beskrev den i sin artikel “Farris Skovens Saga”.
(Skuespiller)
Langt ind i middelalderen lå den stadig som et uigennemtrængeligt øde og en uovervindelig hindring for færdslen. Et vildnis af fyr eg og bøg. Af hassel, birk, hvidtjørn og kristtjørn. En urskov i ordets egentlige betydning har den kæmpe skov været. Ja, så tæt var den fortælles det. At et egern kunne tilbagelægge hele vejen fra Lillebælt til Kalvslund uden at røre jorden. Ned gennem slægterne har mindet levet, om den store Farrisskov.
(Vært i studiet)
Et uigennemtrængeligt øde og en uovervindelig hindring for færdslen. Ja, det lyder selvfølgelig ikke helt let at komme igennem. Hvis det er rigtigt, så kan Farrisskoven godt have skabt problemer på Hærvejen og forstyrret vejens forløb. Men jeg synes nu, at der er smurt lige lovligt tykt på. Altså at et egern kunne hoppe stort set hele vejen hen over Jylland uden at røre jorden. Det lyder næsten for godt til at være sandt, synes du ikke?
De beskrivelser, som vi har af skoven, og de fortællinger, som der knytter sig til den. Ja, de er i det hele taget præget af at være så overdrevene, at Farrisskoven længe er blevet anset for at være en myte, et sagn - eller en saga som K. M. Hermansen kalder den. Men så er det jo godt, at vi har nogle dygtige fortidsdetektiver i vores historikere og arkæologer, som kan undersøge, hvad der er sandt, og hvad der ikke er.
Derfor skal vi i dag på tur med arkæologen Mette Pilgaard, som har skrevet flere akademiske artikler om den sagnomspundne Farrisskov. Mon ikke hun kan kaste lidt mere lys over, om Farrisskoven har eksisteret, og hvis den har, hvordan den i så fald har udfordret vandringsfolket på Hærvejen omkring Jels. Og lad os da bare springe ud i det. Ud på ruten til Mette.
(Vært på Hærvejen)
Nå Mette, nu går vi her på Hærvejen i området omkring Jels, hvor den sagnomspundne Farrisskov eftersigende skulle have ligget. Men hvad ved vi egentlig om Farrisskoven? Er der noget hold i myten, eller er det bare en god historie?
(Mette på Hærvejen)
Altså, jeg vil mene, den har eksisteret. Og det myten beretter om det er en en stor skov, som der er et ret stort belæg for gik fra Lillebælt og helt over til omkring Ribe. Et stræk på 60 kilometer og denne skov har i hvert fald været mere end en 11 kilometer bred. Og det svarer cirka til nitusind fem hundrede fodboldbaner.
(Vært)
Hvordan finder man ud af, hvor stor sådan en forsvundet skov, som vi ikke ser i dag, at den var?
(Mette)
Det er heller ikke helt nemt. Man er nødt til at bruge forskellige metoder og en spændende kilde er gamle kort. På et rigtig spændende kort fra 1652, som Johannes Mejer, en kendt kartograf, tegnede over begge hertugdømmer, der kan man meget klart se, at der er en skov, der hedder Farris Holt, altså Farrisskoven.
Og det er altså markeret med med træer, små træer. Der er ikke nogen enge. Det er træer. Og som indicium på den her store skov, der har man taget kirkerne, som lå rundt om om skoven. Fordi imellem de kirker, der lå uden om skoven, der var der typisk tre til fem kilometer i mellem kirkerne. Hvor imod på tværs af skoven, der var der 15 kilometer mellem kirken i Skodborg og kirken i Øster Lindet. Så det er altså nogle helt andre afstande, vi snakker om her.
Og så er der endelig menneskelige efterladenskaber. Fordi hvor der er mennesker, der vil de også efterlade sig spor. Arkæologiske spor. Det simpelthen lige meget hvad man laver. Det kan være landsbyer, det kan være gravsteder, det kan være høje. Det kan være, man har slået noget flint eller et eller andet. Og i det område, hvor man definerer i skoven, ved omkredsen af kirkerne, der har jeg sammenlignet forekomsten af arkæologiske fund med et større område uden for.
Og det viser sig rent faktisk, at der er betydelig mindre menneskelig efterladenskaber i det område hvor skoven har været sådan.
(Vært)
Og hvor lang tid snakker vi om, at denne her store kæmpe skov har ligget i det her område?
(Mette)
Man har i hvert fald kunne påvise, at der har været noget i via det der hedder pollenanalyser, at der har været noget skov i hvert fald tilbage til omkring 500 efter Kristus. Og da er vi så i jernalderen.
Og så fra 1000 tallet og opefter, især i 16, 17 og begyndelsen af 1800 tallet, der bliver der drevet rovdrift på på skoven. Og man tænker ikke på, at skoven skal skal genplantes.
(Vært i studiet)
Okay, det lyder altså til, at der er hold i sagaen om Farrisskoven. I hvert fald i dele af den. Der har med al sandsynlighed ligget i en skov, som i over tusinde år strakte sig hele vejen hen over Sønderjylland. Hvis du har lyst, så kan du også selv være med til at kigge efter spor fra Farrisskoven i dag.
Det første du skal gøre er at åbne din foretrukne vejviser app på din telefon. Så skal du zoome godt ud på kortet med Jels i midten. Her vil du kunne se, at der er omkring området hvor Farrisskoven lå, er en række byer, som ender på -bøl og -torp og -strup og -rup. Mette fortæller, at det er navneendelser, som man brugte i vikingetiden og middelalderen, og at de indikerer, at man har ryddet et område for at skabe plads til beboelse. Inde i området, hvor Farrisskoven lå, er der til gengæld en række byer, hvis navne ender på noget skovrelateret. Det er endelser som -skov, -rød og -holt og -lindet. Dem vil du møde flere af på din vej i dag, så der behøver du ikke at have næsen ned i telefonen. Bare tag et kig på det næste vejskilt og se om der ikke står noget med lind eller skov. Sidst men ikke mindst, så har vi selvfølgelig også byen Farris, der - som du måske allerede har spottet- , ligger fem kilometer nord øst for Jels. Og nu vi snakker om stednavne, så lad os da lige spørge Mette, hvad Farris egentlig betyder.
(Vært på Hærvejen)
Ved I hvad Farris betyder?
(Mette på Hærvejen)
Ja, det betyder vand. Vand. Og ris betyder krat. Altså vandet ved kratskoven.
(Vært i studiet)
Vandet ved kratskoven - eller kratskoven ved vandet. Selv i skovens navn ligger der altså en hentydning til, at den nok har været svær at komme igennem. Den har været et kæmpestort krat.
Men kan det virkelig passe, at Farrisskoven var så uigennemtrængelig, som sagaen fortæller, at Hærvejen igennem Farrisskoven forsvandt og at vandringsfolket blev tvunget til at gå hele vejen rundt om den 60 kilometer lange skov, i stedet for at tage smutvejen på de 11 kilometer igennem den? Det er der faktisk flere historikere og arkæologer, som er fortalere for. I hvert fald for den del at Hærvejen gik rundt om Farrisskoven.
Et af hovedargumenterne for det er, at gravhøjene i området ligesom kirkerne også tegner et omrids af skoven. Og når det kommer til gravhøje, så blev de lagt der, hvor trafikken gik. For ud over at være grave, så var de også territoriale markører og ikke mindst pejlemærker, der skulle ses i landskabet. På den måde, ja, så kan man sige, at gravhøjene var en form for vejskilte, og det underbygger altså teorien om, at Hærvejen gik rundt om skoven i stedet for igennem den.
Hvis du er på cykel, så kommer du i dag forbi fire gravhøje kaldet Lokes høje. Fra toppen af dem er der en virkelig flot udsigt ud over Kongeådalen, og du må gerne gå derop. Så længe du tager hensyn til beplantningen og følger stien fra gravhøjskiltet på Københovedvej.
Musik.
Nå, tilbage til vores fortælling. På trods af at nogle mener, at Hærvejen er gået rundt om i skoven, så er Mette nu alligevel af den overbevisning, at Hærvejen gik lige lukt ned igennem den.
(Mette på Hærvejen)
Altså for at gå udenom ville det jo være en betydelig længere vej. Så man har gået ned igennem den. For naturforholdene har gjort, at det var let… eller lettere at trænge igennem. Så kan det da godt være, at man skulle fælde en masse træer, ikke.
(Vært på Hærvejen)
Så du tror stadigvæk - på trods af skovens, sådan kratkarakter og tætte skovbevoksning - så tror du det har været den centrale vej?
(Mette)
Ja, det tror jeg. I hvert fald til engang ind i det man kalder senmiddelalderen.
(Vært)
Vejene udelukker jo heller ikke hinanden vel. Der kan sagtens have gået en en en en rimelig vej, igennem Skodborg og Jels området, ned igennem skoven. Og så en anden vej, der gik hele vejen udenom.
(Mette)
Ja, der er sådan været den lokale trafik, og så har der været den mere langvejstrafik. Der skulle over større afstande, ikke. Og det kan da godt være, der har gået noget uden om Farrisskoven, men den kunne lige så godt have været mere lokal. Man har langt tilbage i stenalderen fundet velplejede og fint stenbelagte vadesteder. Så hvorfor skulle man ikke også have opretholdt vejen. Altså en hærvej med den betydning, som den har haft igennem årtusinder. Hvorfor skulle man ikke også have vedligeholdt den, også igennem en stor skov?
(Vært)
Men, hvad med fraværet af de her bronzealderhøje, som jo netop ligger udenfor Farrisskovens område?
(Mette)
Man har jo ikke kunnet se dem, hvis de lå inde i skoven, vel. Man har vel haft et eller andet signal, noget man skulle signalere og kommunikere til omverdenen, ikke.
(Vært)
Ja, så det har ikke været oplagt at ligge dem derinde.
(Mette)
Nej, så kunne man jo ikke se dem.
(Vært)
Men derfor kunne der stadig godt have løbet en vej.
(Mette)
Ja.
(Vært i studiet)
Jeg synes, at Mette har nogle ret gode argumenter her. Om selve Hærvejen Løb ned igennem i skoven eller rundt om den ved vi stadig ikke. Måske forklaringen bare er, at den i denne del af landet var spredt ud på flere ruter, som op igennem tiden skiftedes til at være den mest benyttede.
For vejens forløb er betinget af både historiske begivenheder, politiske tiltag og kulturen såvel som af naturen.
Og selv om Hærvejen igennem Farrisskoven synes at være forsvundet i en eller flere perioder af danmarkshistorien, så er du med dine egne skridt med til at genoplive den i dag, og med til igen at give den betydning.
Hvorom alting er, så lader skoven i hvert fald ikke til at have været helt så uigennemtrængelig, som sagaen beretter. I hvert fald ikke her ved Jels. Det kan du selv se to meget konkrete beviser på i dag.
Mette fortæller nemlig, at der i den tidlige middelalder blev bygget tre kirker inde i skoven. En af dem i Jels. Den ser ikke helt ud, som den gjorde i middelalderen, da den i 1854 blev revet ned til fordel for den noget større kirke, som der står i dag.
Men mange af granitstenene fra den gamle kirke blev genbrugt til at bygge den nederste del af den nuværende kirke. Og hvis du går helt tæt på dem, kan du få øje på menneskeansigter, en fod og en løve.
Ud over de tre kirker blev der også bygget en borg ved Jels Midtsø. Den blev også revet ned og desværre ikke genopbygget. Men volden, som borgen stod på, kan du stadig opleve, og den er Mette og jeg ved at nærme os nu.
(Mette på Hærvejen)
Lige herovre ligger Jels Voldsted, hvor der i dag er dejligt sted man kan få kaffe og andre gode og lækre ting. Kage og sådan noget.
(Vært på Hærvejen)
Og det var her der, apropos Jels Voldsted. Det var her der var en vold og en borg.
(Mette)
Ja, det var det. Det voldsted, som vi kan se betydelige rester af i dag. Det kan vi kun sige, at det er fra 1300 tallet. Måske er det ældre, men så skal man lave arkæologisk udgravninger. Men der har været en stor flade, som har ligget bag store volde og en voldgrav. Og ude i søen har der faktisk også været træspærringer.
Man mener jo, at det hed Jarls Sæ, betydende Jarls Sø. Fordi i Valdemar Atterdags jordebog, hvor man opgjorde alle kongens besiddelser fra 1231. Der er der nemlig nævnt en Jarls Sæ, som skulle give tre daler i afgift til Kongen. Og det det må være her omkring.
(Vært)
Hvad tror du ideen har været med at placere sådan en borg her inde midt i Farrisskoven?
(Mette)
Jamen, da Hærvejen går lige her ved Jels, så er det et godt sted at ligge sådan et voldsted, fordi det var vigtigt at have kontrol med de her veje, som Hærvejen. Det kunne være et toldsted. Det kunne også bare være, at man godt lige ville følge lidt med i, hvem der færdes her. Er det fjenden der kommer, eller eller hvem er det? Det kunne også i urolige tider, hvad det jo var mange gange også være et sted, hvor man søgte tilflugt og blot opbevarede sine skatte og sådan noget. Så det har faktisk haft en stor funktion.
Musik.
(Vært i studiet)
Borgen, som lå på voldstedet i Jels, har altså muligvis været et jarlesæde, der beskyttede området under kongen og kontrollerede trafikken på Hærvejen i Farrisskoven.
Hvis du vil helt hen til Jels Voldsted, skal du lave en lille afstikker fra Hærvejen på 300 meter. Kig på din Hærvejens app lidt, inden du rammer Jelssøerne, så skal du nok finde det. Der er som Mette siger et dejlig spisested og den gamle vold, som du kan kigge nærmere på, hvis du er interesseret i det. Husk dog lige at tjekke cafeens åbningstider, som varierer. Nå, nu har vi efterhånden slået fast, at Farrisskoven ikke var helt så uigennemtrængelig, som sagaen beretter. I hvert fald ikke på en fysisk måde. Men hvad hvis skoven var uigennemtrængelig på en anden måde?
En psykologisk måde. Altså at vandringsfolk simpelthen ikke turde at gå igennem den, selv om de kunne.
(Vært på Hærvejen)
Farrisskoven bliver beskrevet som det her mørke krat. Hvordan tror du, at en vandringsmand på Hærvejen i gammel tid har har følt, når han skulle igennem den?
(Mette på Hærvejen)
Man kan da godt forestille sig, hvis man nu går i en skov en mørk nat. Man ser skygger, og man hører lyde og og man kan ikke se for sig. Ja, så bliver man da bange og utryg og og sådan. Og det kan jeg da sagtens forestille mig, at selv en gæv vandringsmand i i middelalderen kunne have haft det sådan.
Og så skal man jo heller ikke underkende, at man i langt, langt op i tid måske helt op til omkring år 1900 ikke har tænkt så rationelt, som vi forestiller os at gøre. At alt det, man ikke kunne forklare i dag, det har man jo haft en hel anden forestillingsverden om. Man snakker meget om, at tilbage i tid, at man havde det der hed indmarken. Det var sådan det kendte det. Det var landsbyen, det var markerne, det var engene. Men når man så kom til skoven, så var det udmarken. Det var det ukendte, det var der de underjordiske boede, fordi man ikke kunne forklare det. Her har man ofte hørt lyde. Og der har sikkert også været andre uhyggelige væsener og sådan noget. Elverhøj er jo sådan en sidste reminiscens af det som vi i dag ville kalde overtro. Men for dem har det jo været et led i at forklare verden.
Musik.
(Vært i studiet)
Ja, lige så meget skønhed, som der findes i de danske skove, lige så meget mystik og utryghed kan der også være. Særligt efter mørkets frembrud. For når skyggerne bliver lange, går vores fantasi i gang, og vi bliver forfaldne til at forestille os ting. Ting, der muligvis er pjattede og irrationelle. For mørket i sig selv er jo ikke farligt. Men der er alligevel noget der tyder på, at der var grund til at frygte Farrisskoven.
Ud over de underjordiske og andre åndelige magter har den nemlig haft ry for både at huse samfundsudskud, overfaldsmænd og røvere. For ikke at tale om vilde dyr. Prøv lige og hør, hvad lokalhistorikeren K. M. Hermansen, som introducerede Farrisskoven for os i starten af fortællingen, skrev om dem.
(Skuespiller)
Den gamle Skov var et herligt Fristed for Dyrene, og mange Dyrearter, som vi nu kun kender fra andre Lande, havde deres Tilhold her. Af Fugle nævnes saaledes ikke blot Høg og Glente, men ogsaa Kongeørnen. Og Ravnen, der nu er en sjælden Fugl, lod sine hæse Skrig høre. Ja der skal endog være fundet sorte Storke, og meget tyder paa, at ogsaa den højnordiske Fugl, Tjuren, levede her.
Af Pattedyr var der selvfølgelig en Mængde Ræve og Maarer, men ogsaa sjældnere Dyr…. En Los var blevet nedlagt under en Jagt i Langetved og masser af Vildsvin rodede i Skovbunden efter Olden.
Men det var dog særlig Ulvene, der var Beboernes Skræk. I strenge Vintre lød deres Tuden ildevarslende fra Skoven, der med sin tætte Underskov afgav et ypperligt Skjul for dem. Naar Sulten plagede dem, søgte de i Flokkevis ud af Tykningen, huserede paa Markerne og gjorde Vejene usikre.
Naar de var mange, gik de over til Angreb og ihjelrev Føl, Kræ, Svin og Lam. I Vinteren 1763 gik de endogsaa løs paa de Vejfarende - fortælles der - og man dræbte dem i Vaabenhusene ved Landsbykirkerne, ja inde paa Gaderne i Kolding.
(Vært i studiet)
Uha, det lyder til at de ulve er kommet lidt for tæt på. I hvert fald, hvis man vil tro på Hermansens poetiske overleveringer… Måske vi lige skal høre hvad Mette ved om dem.
(Mette på Hærvejen)
Altså ulvene var i særlig grad i Farrisområdet en meget, meget stor plage. Især i 16 århundrede, men også langt op i 1700 tallet. Og i 1680 mistede bønderne i et område omkring Farisskoven. De mistede 1275 heste og 255 kreaturer på et år. Men, men bønderne kunne faktisk få nogle ret gode penge ud af det, ved at fange ulve. Og den det fik de så. Og man hængte også ulve op i træerne eller i galgerne. Ligesom hængte personer.
(Vært på Hærvejen)
Så kunne de se hvordan det gik, hvis man var en fræk ulv.
(Mette)
Ja, det er jo det.
(Vært)
Mette tror du, at vi skal være nervøse for, at gå rundt her i Haraldholms Skov og Jels skov? Tror du at vi skal være bange for at møde en ulv her?
(Mette)
Nej, det gør jeg ikke. Alle kloge folk siger jo, at at de nok er mere bange for os, end vi er for dem.
(Vært)
Det regner vi med. Men det kan være, at vi skal ringe til en ekspert og spørge bare for en sikkerheds skyld.
(Mette)
Ja, det ku være.
(Vært i studiet)
Og lad os så lige gøre det. Vi ringer til ulve eksperten Peter Sunde, som er professor ved Århus Universitet.
(Vært ringer)
Hej Peter. Det er Stine. Peter jeg ringer til dig, fordi jeg er i gang med at lave en lydfortælling på Hærvejen omkring Jels, hvor den store Farrisskov lå igennem mange århundreder. Og til den skov knytter der sig en række ulvefortællinger. Nogle af dem er sådan lidt småuhyggelige og så er det at jeg tænker, at man som vandringsmand i Jylland, hvor ulven nu er kommet tilbage, måske godt kan gå hen og blive sådan lidt bekymret for at vandre ubeskyttet rundt i naturen. Er ulven noget som vi skal være bange for, når vi går alene rundt på Hærvejen i dag?
(Peter)
Nej, det er det korte svar. Man kan sige, for det første, så er ulven jo fysisk set jo et ganske stort dyr. Hvis du møder en ulv, så vil du nogen gange blive overrasket over - hold da op hvor er den stor. Det er ofte den reaktion folk får. Og det er jo et rovdyr, der nedlægger store byttedyr. Så derfor er det jo er forståeligt nok, at man jo kan gøre sig nogle tanker om, hvis den pludselig begyndte et eller andet sted og betragte mig som et byttedyr. Hvad ville der så ske? Og det er jo fuldstændig rigtigt. Hvis den gjorde det, så ville det jo være livsfarligt. Hele pointen er jo, at det gør de ikke, på samme måde som at vi jo heller ikke bliver stanget ned af krondyrene, når vi går der ud. Det kunne de jo også finde på, hvis de ville. De har simpelthen en adfærd, der gør, at de er ikke interesseret i os mennesker.
(Vært)
Dejligt. Lad os lad os lige tage den sådan lidt mere statistikmæssigt. Hvor sjældne er ulveangreb i de lande, hvor der bor ulve?
(Peter)
Altså, man kan sige, at de næsten er så sjældne at det faktisk er umuligt at lave statistik på det. Hvis vi kigger på Europa, og siger: hvornår har vi sidst haft et predationsangreb? Det vil sige hvor der har været en ulv der har angrebet og slået et menneske ihjel for at spise det. Der skal vi mere end 50 år tilbage. Og det var i Spanien. Det var et lille barn dengang, og det var under nogle forhold, som vi ikke lever under i dag. Så hvis man tager i betragtning af et eller andet sted, hvor mange mennesker og hvor mange ulve der er, og hvor mange millioner af møder der er mellem ulve og mennesker gennem årene. Så er risikoen altså så lille, at vi ikke engang kan regne på det.
(Vært)
Det lyder jo rigtig godt. Hvis man går rundt og er sådan lidt ulveforskrækket. Er der så et eller andet, som ulvene ikke kan lide at lugte til eller lytte til? Altså vil det hjælpe at sprøjte godt med parfume på, og spille noget rockmusik på telefonen, hvis det er lidt dunkelt ude i skoven, og man får nogle tanker om de ulve her?
(Peter)
Dybest set alt, hvad der lugter og lyder af mennesker. Det kan ulve ikke lide. Så man kan sige, som udgangspunkt, fordi du lugter af menneske, så er du i princippet i dig selv noget der holder ulvene på afstand. Altså for nogle år tilbage var der en dreng oppe i Norge, der mødte en ulv. Det sker at vi tilfældigt støder ind i hinanden. Han synes at den kom lidt for tæt på og derfor tog han sin sin mobiltelefon, og spillede noget rigtig højt musik, som han bare skruede op for fuld hammer. Og så reagerede ulven så på det. Men altså, jeg tror hvad som helst. Høj lyd, dyb lyd og så videre. Det vil den den reagere på. Så der er rigtig mange ting, der vil virke på samme måde i sådanne situationer. Først og fremmest det at du er et menneske. Det vil være den vigtigste grund til, at ulven den vil holde afstand.
(Vært)
Dejligt. Hvad er chancen for at at man møder en ulv, hvis man vandrer på hele Hærvejsstrækningen fra Nordjylland til Sydjylland?
(Peter)
Hvis du vandrer igennem deciderede ulveterritorier - nu kan jeg ikke lige huske hvor Hærvejen præcist løber. Men jeg kunne forestille mig oppe omkring det midtjyske. Når du går op omkring Nørlund Plantage, der ligger der et ulveterritorium, og der er der jo en chance for, at du rent faktisk kan se ulv. Men ulve er jo gennemgående mindst aktive på de tidspunkter af døgnet, hvor vi er mest aktive, som så skal man jo i princippet helst vandre om natten eller i skumringen. Og den bedste måde egentlig at se ulvene på, det er formentlig, at man selv ikke bevæger sig, men at man sidder stille og så bare kigger ud over et åbent terræn i nogle af de steder, hvor de er aktive.
(Vært)
Så man man kan simpelthen også se det som en anledning til at tage på ulvespotting, og prøve at se om man ikke godt, kan få set en ulv.
(Peter)
Det er faktisk ganske mange mennesker der bruger temmelig meget tid på - at spotte ulve. Som simpelthen har fået det som en hobby.
(Vært)
Uh, nu får jeg helt lyst til at tage på ulvespotting. Peter, jeg vil ikke tage mere af din tid, men tusind tusind tak fordi du ville være med og fortsat god dag.
(Peter)
Ja, det er bare helt i orden. Hej.
(Vært i studiet)
Jeg håber, at interviewet her beroligede dig lige så meget, som det beroligede mig. Nu har du indtil videre hørt, hvordan Farrisskoven, og de vilde dyr som levede i den, var en udfordring for de rejsende på Hærvejen omkring Jels. En udfordring, som sandsynligvis har fået en del til at gå en stor omvej rundt om skoven i stedet for igennem den.
Men selvom naturen kan skabe udfordringer på vores vej, ja så er det også ofte den, som baner vejen for os. Det er Hærvejens forløb et rigtig godt eksempel på. For det blev skabt under den sidste istid af enorme ismasser, der formede den jyske højderyg, som Hærvejen generelt følger.
Efter isen forsvandt, var der i nogle tusinde år et øde tundralandskab uden træer og buske. Men selv om det kan lyde tomt og mennesketforladt, så var her mennesker. Det ved vi, fordi Jens Søerne er et af de få steder, hvor vi har fundet spor fra dem.
(Mette på Hærvejen)
Cirka 13.000 før Kristus, kom de første mennesker til det, vi nu kalder Danmark, og blandt andet omkring Jels har man fundet nogle spændende bopladser fra det, der hedder Hamborgkultur. De er rejst op og og haft en lille boplads her, hvor de har jagtet rensdyr. Og man har gjort nogle helt fantastiske fund. Fx. nogle knogler med pile i. Det er mærkeligt at tænke sig. Jeg var der faktisk. Og det er jo sådan - det her det er første gang i så mange tusinde år. 15.000 år, at mennesker har kigget på de her knogler.
(Vært på Hærvejen)
Altså, stop lige en halv. Du var med til at finde spor fra de aller første mennesker i Danmark?
(Mette)
Ja, det blev så lidt kort, fordi de fik pengemangel. Men lad nu det ligge.
(Vært)
Det må have været noget af en ære at være med til det.
(Mette )
Det var der også.
(Vært)
Men på det tidspunkt, da de kom til, så må vi gå ud fra, at her har været rimelig skovforladt.
(Mette)
Ja men altså, så steg temperaturen og klimaet forandrede sig, og så kom der først fyrreskov og så eg og senere bøg.
Musik.
(Vært i studiet)
Når du på din vandretur i dag kommer til Jelssøerne, så kan du altså skænke de allerførste mennesker, som kom til Danmark i slutningen af den sidste istid, en tanke og forestille dig, hvordan de her har jagtet deres rensdyr i et område, som var blottet for træer. Men træer, det kom der altså, og en helt masse af dem.
Engang i stenalderen var stort set hele Danmark dækket af skov, og det er muligt at Farrisskoven var et levn af de allerførste træer i landet. En urskov i ordets egentlige betydning. Som K. M. Hermansen skriver. Mmh… Det får mig til at tænke på. Hvad nu hvis man aldrig fik ryddet det hele?
(Vært på Hærvejen)
Nu går vi her på Hærvejsruten i Jels området, og vi siger, at Farriskoven er væk. Men altså… der er alligevel en del skov på denne rute. Her der noget, så vidt vi ved, fra den gamle Farrisskov? Eller har det været ryddet, og så har vi beplantet i nyere tid?
(Mette på Hærvejen)
Neej, vi står faktisk midt i resterne af denne store, mægtige skov. Så der er lidt tilbage.
(Vært)
Spændende! Og hvor er det lige vi står lige nu på ruten, her hvor der er rester fra Farrisskoven?
(Mette)
Jamen vi står ved Jels Midtsø.
Musik.
(Vært i studiet)
Om end den er skrumpet noget i størrelse siden sin storhedstid, ja så eksisterer Farrisskoven altså stadig. Og når du kommer forbi Jels Midtsø i dag, så går du i et lille stykke af den.
I Farrisskoven, der ligesom Hærvejen har været vidne til danskernes udvikling lige siden efterkommerne af rensdyrjægerne og op til i dag.
Og du kan glæde dig over, at skoven her ikke længere er det tætte og dystre krat, som det tidligere var. At dens mange stier og åbne lysninger baner vejen for dig, ind i den rekreative og smukke natur, som vi hellere end gerne bevæger os ind i dag. Og skulle du møde en udfordring på din vej, så bliver det nok hverken krat, røvere eller vilde dyr.
Måske et par våde sokker eller et lille irriterende insekt. Men dem må vi lære at elske. Altså insekterne. For der er for meget natur der er gået retur i Danmark. Og udfordringer - fra de små insekter til de helt store livs dilemmaer, som vi alle sammen møder på vores vej - de er med til at styrke og danne os. Så nu vil jeg stoppe min talestrøm, og sende dig videre ud på den dannelsesrejse, som du er på lige nu. For uanset hvor gammel du er, og uanset hvor du er, så er det en rejse, der aldrig ender.
Musik
Det var hærvejsfortællingen fra området omkring Jels. Jeg håber, at du nød den, og at du lærte noget om den sagnomspundne Farrisskov og ikke mindst noget om Hærvejen her i området. Hvis du er interesseret i at se Johannes Mejer gamle kort over i skoven, kan du gå ind på trap.lex.dk og søge på “Skove i Vejen Kommune”.
Til slut skal der lyde et stort tak til Mette Pilgaard og Peter Sunde for deres bidrag til fortællingen her. Samt til Carsten Weitling, der på årlig basis er en del af Jels Vikingespil, og som her i fortællingen ikke mindst lagde stemme til K. M. Hermansens maleriske beskrivelser. Og lad os da lige runde af med én af dem.
(Skuespiller)
Og så er Farrisskovens Saga til ende. Hvor før ulvenes tuden hørtes i vinternætterne, høres nu togets fløjten. Og gode, velholdte veje forbinder ejendomme og byer. Hvor i gammel tid, de smalle ridestier bugtede sig gennem det vidtstrakte Øde.
(Vært i studiet)
Jeg hedder som sagt Stine Elmbæk, og jeg ønsker dig en forsat rigtig god tur her på Hærvejen.
Outromusik.