Fortællinger fra Vejen Kommune
Fortællinger fra Vejen Kommune
Lydfortælling Bække - historien om runestenene og Ravnunge Tue
På Hærvejsruten omkring Bække ligger en samling vigtige runesten. Ravnunge Tue ristede i vikingetiden nogle af de allervigtigste runesten, vi har i Danmark.
Tre af dem står ved Klebæk Høje, Bække Kirke og Læborg Kirke. De forbindes til Dronning Thyra i Jelling og til den store guldskat fra vikingetiden, som i 2015 blev fundet Fæsted.
I denne lydfortælling om Hærvejen hører du arkæologens udlægning af stenene og deres betydning og en dramatiseret saga om Ravnunge Tue, der satte sine tydelige spor på Bække-egnen.
Lydfortællingen hænger sammen med Hærvejsetapen Bække-Vejen, så hvis du går på Hærvejen, mens du lytter, er dette den rigtige strækning at høre den på.
Intro
(Vært på Hærvejen)
Nåh, jeg kan se her på min app, at der er omkring to til tre timers vandring i mellem Bække og Vejen. Det er måske lidt ambitiøst, men jeg tror godt at jeg kan nå at gå det på to timer. Ja jeg kan da!
Intromusik
(Vært i studiet)
Kender du følelsen af at have et mål, og at gå efter det? Ja, det virker måske lidt skørt at spørge om, nu du er på tur på Hærvejen, og sikkert ved omtrendt hvor du vil stoppe. Men det at have et mål, kan være mange ting. Det kan fx. være at du har et mål om at få mere i løn, tabe dig 5 kilo, vinde over din moster i skak eller at blive bedre til at lytte når andre taler. Det kan også være at du er her på Hærvejen for netop at slippe for alle de mål og gøremål, som fylder i din hverdag. At du er her, for at finde ro og rekreation. Og dét er virkelig også et godt mål at have. Men I fortællingen, som du skal høre nu, er der altså skruet helt op for ambitionerne. Du skal nemlig høre beretningen om en familie, som satte sig det ultimative mål. At regere over hele Danmark.
Jeg hedder Stine Elmbæk, og er lokalhistorisk formidler. Imens du bevæger dig fremad, vil jeg tage dig med tilbage i tiden, og dele nogle af de rigtig gode historier, som du den dag i dag, stadig kan se spor af på Hærvejen. I fortællingen her fra Bække, skal vi tilbage til vikingetiden. Tilbage til dengang den danske Hærvej strakte sig fra Nordjylland og helt ned til Ejderen, hvor en kæmpemæssig vold kaldet Dannevirke snoede sig fra øst til vest. Som en lang Midgårdsorm, der beskyttede os mod kristne tropper fra syd.
Tilbage til dengang vores rige var opdelt i slægter med høvdinge der stred om retten til at blive danernes enehersker. Og tilbage til dengang runesten blev sat langs vejen som mindesten og territoriale markører. Det er netop dem - runestenene - som vi skal kigge på i dag.
På Hærvejen, omkring Bække, står der nemlig ikke mindre end 3 runesten, der er ristet og sat af den samme viking. En viking ved navn Ravnunge Tue. Og du kan godt begynde at glæde dig. For hver og én giver hans runesten et indblik i Ravnunge Tues eget liv, i den sydjyske vikingeslægt som han kom fra, kaldet Ravnungerne. Og så giver de ikke mindst også nogle hints om hvordan slægten her nåede deres mål, og fik sat én af deres egne på tronen. Nemlig Danmarks første Dronning. Thyra. Du ved hende som var gift med Danmarks første officielle konge, Gorm den Gamle.
Det er i hvert fald den teori som vi går med i den her fortælling. For når det kommer til vikingetiden, så er der - som du sikkert ved - få ting som vi kan sige med sikkerhed. Vi prøver nu alligevel så godt vi kan at finde ud af hvordan det hele hang sammen, og til det har vi brug for en fortidsdetektiv - også kaldet en arkæolog. Derfor har jeg inviteret arkæologen Lars Grundvad med ud på vores tur.
Igennem snart 20 år har Lars beskæftiget sig indgående med vikingetiden i Vejen Kommune. Ja han er faktisk så stor en vikingenørd at han har runer tatoveret på både sin krop og på sin vielsesring. Hvis der er én der kan afkode Ravnunge Tues mange runesten og fortælle os den spændende historie som vi tror knytter sig til dem, så er det altså Lars. Og hvor finder du så Ravnunge Tues runesten ude på ruten? Jo, dem kommer du forbi ved Klebæk Høje, Bække Kirke og Læborg Kirke. Så husk at stoppe op dér, og tag dig en lille stund til at kigge godt på dem.
Og lad os så springe ud i det. Rigtig god tur!
Runestenen ved Klebæk Høje
Det første stop på vores rejse her i fortællingen er runestenen ved Klebæk Høje, som ligger ca. en kilometer nord for Bække. Ja, det er faktisk ikke bare en runesten, men et helt gravmomunent som Ravnunge Tue byggede til ære for sin mor Viborg. Stedet bliver også kaldt for Mini Jelling, fordi det ligner en skrumpet udgave af Dronning Thyras og Kong Gorms gravplads i Jelling.
Når du ser to bronzealderhøje og en 45 meter lang skibssætning bygget i sten og stålplader, så ved du at du er kommet til det rigtige sted. Og hvad kan runestenen og monumentet ved Klebæk Høje så fortælle os? Jo, her kan vi komme lidt tættere på hvem vores hovedperson, runeristeren Ravnunge Tue, hans mor og ikke mindst hans slægt - Ravnungerne - var. Så nu vil jeg give ordet til Lars, der skal til at fortolke skriften på stenen ved Klebæk Høje.
(Lars på Hærvejen)
Jamen, hvis man sådan lige skal lave en fortolkning af det, så står der jo at Ravnunge-Tue satte gravmindet efter sin mor Vibrog eller Viborg, alt efter tolkningen. Så der står jo at den her slægt som ligger under Ravnungerne og Tue deri, har rejst her minde efter sin mor. Og så kan man sige det er det er lidt viden, men det er også meget viden om en slægt på én gang, fordi man får starten på et familietræ.
Og hvis du spørger i mig som lokal arkæolog hernede, så fortæller det ekstremt meget om en slægt, som jeg gerne vil prøve at placere i sådan et magtens landskab i 900 tallets Danmark. Når man begynder at forstå familien, så begynder man også at forstå noget om den berettigelse, de som familie har haft til at sætte de her runesten på egnen. Og begynder måske også at forstå lidt om, hvilke dele af Jylland de måske har ligefrem har været regenter over.
(Vært på Hærvejen)
Det, der står på stenen her og hele gravmonumentet som sådan. Hvad fortæller det dig om Viborg, som er begravet her?
(Lars)
Det fortæller jo, at hun har været en kvinde, man har har skattet ret højt. Måske både i familien, men også i samfundet. Fordi rent visuelt har man valgt at lave et gravminde som næsten blev en forgænger for det man anlagde oppe i Jelling. Så vi har jo en forståelse af den her kvinde, som har været et sted virkelig højt oppe i samfundet, som alle har har kigget på med stor respekt.
(Vært)
Jeg synes jo det er for vildt. Der jo vitterligt er en håndfuld, måske en enkelt mere 5 eller 6 runesten, hvor en runesten er sat bare til en kvinde alene. Og Ravnunge Tue har jo lavet nærmest dem allesammen, bortset fra en eller måske to.
(Lars)
Ja, altså, han har da virkelig skattet sin familie. Og det kan også godt være, at de har kvinder i hans familie i virkeligheden er dem som bærer berettigelsen til magten. Og så kan man også se det nogle gange, når man giver navne videre i de senere eller yngre dele af danmarkshistorien, så kan en mandlig historisk person godt tage efternavnet fra sin mor. For det er det hende, der skaber berettigelsen. Og det kan jo også godt være tilfældet her, at berettigelsen til magten ligger på den mødrene side. Og derfor kan det man godt lige pludselig lave sådan et stort gravminde. For at sikre at den fortælling på en anden måde går videre.
(Vært i studiet)
Okay, det vi ved indtil videre er altså at Ravnunge Tue var søn af en meget magtfuld kvinde ved navn Vibrog eller Viborg. Og at Tue højst sandsynligt har bygget gravmonumentet i Klebæk Høje for at tydeliggøre for omverdenen at det er ham der havde retten til magten i området efter hende. Men hvorfor i alverden mon han har haft brug for at gøre det? Der må have været noget på spil. For at forstå det, må vi lære Ravnunge Tue og hans arv lidt bedre at kende.
(Vært på Hærvejen)
Lars på baggrund af al den forskning, som du har lavet. Hvis du nu sådan giver din fantasi lov til at løbe lidt vildt. Det tænker jeg, at du tit gør. Hvem forestiller du dig så at Ravnunge-Tue han var?
(Lars på Hærvejen)
Jamen så tror jeg, at han var Gorm og Thyras bryde, altså statsforvalter i en eller anden moderne fortolkning. Og det tror jeg var en del af en rejse han havde sådan rent jobmæssigt. Oprindelig så tror jeg han var ud af en slægt som som regerede over et syddansk dømme, og jeg tror egentlig at at de havde gård, hovedgård, kongsgård nede ved Fæsted. Og det skyldes jo, at vi vi har været så heldige at kunne udgrave Danmarks største guldskat dernede. Og udgrave dele af sådan en enorm stor, flot vikingetidsgård.
(Vært)
Fæsted, hvor stor en by taler vi her?
(Lars)
Jamen, det er egentlig ikke som sådan en by. Det er det vi kalder en en eliteresidens. Altså en central plads. Og det betyder en kæmpe kæmpestor gård i virkeligheden, som har haft nogle faciliteter, som betød, at man både kunne bedrive religiøsitet, altså en hal og egentlig også en form for førkristen kirkebygning. Der har været et stort stenalter. Men den ligger også strategisk i den forstand, at man har kunne se til Ribe fra Fæsted. Og i og med at man besad al indenlands transport og den visuelle kontrol over handelspladsen ud ved Ribe. Det har skabt en ekstrem rigdom, fordi man kunne trække skatter ud af alle former for handlende i Sydjylland.
(Vært i studiet)
Hvis Ravnungerne har boet i eliteresidensen ved Fæsted og haft kontrol over en stor del af det sydlige Jylland, herunder handelsbyen Ribe og trafikken på Hærvejen, så har de altså været mere end almindeligt velhavende. Det kan forklare Ravnunge Tues behov for at vise omverdenen at det var ham der nu regerede over det enorme område, og den enorme rigdom, som der fulgte med. Hvis du er rigtig god til geografi og undrer dig over at Fæsted jo overhovedet ikke ligger i nærheden af Hærvejen, så har du helt ret. I hvert fald ikke som Hærvejen løber i dag. Men - det gjorde den meget muligt i vikingetiden. Det er nemlig sådan at der øst for Fæsted i mange århundrede lå et enormt ufremkommeligt skovområde kaldet Farrisskoven. Den kommer du til at høre meget mere om i fortællingen ved Jels. Den kan du høre meget mere om i Hærvejsfortælling fra Jels.
Og vest for Fæsted, ud mod Ribe, var der store vådområder, som også var svære at bevæge sig henover. Det vil sige at naturen skabte en lille korridor ved Fæsted, og at alle rejsende blev tvunget vestover igennem Ravnungernes territorie. Genialt ikke!? I hvert fald hvis man opkræver vejskatter. Men hvis det er rigtigt at Ravnungerne holdt til ved Fæsted, så er vi altså ladt tilbage med spørgsmålet om hvorfor Ravnunge Tue begravede sin mor ved Klebæk Høje - hele 30 km væk derfra? Se det har Lars en god forklaring på.
(Lars på Hærvejen)
Jamen, det handler om at vise i sin magt, sin tilstedeværelse, i grænseregioner. Fordi hvis man kunne vise det ved yderpunkterne, så vidste folk der kommer rejsende til og fra området, også hvornår man gik ud af et område og ind i et nyt. Altså hvornår man man overgik fra en hersker til en anden, til et land til et andet. Så derfor har der været en tendens til at ligge sine minder ved yderpunkterne. Fordi det er der man har et behov for at vise - hertil og ikke længere, hvis det for eksempel er i strid - eller - her til og du går over i noget andet, hvis der i fredstid.
(Vært på Hærvejen)
Og det er der at gravmonumenterne havde mange flere funktioner end bare at være gravhøje og gravminder.
(Lars)
Ja.
Sagaen om Ravnunge Tue kapitel 1
(Vært i studiet)
Det handler om at vise sin magt i grænsezoner siger Lars. Det var en ting som Ravnunge Tue var rigtig god til. Han har nemlig skrevet sit navn på ikke mindre end 5 runesten, der står spredt ud i det sydjyske landskab, i både Bække, Læborg, Horne og på Randbøl Hede. Vi kender kun Ravnunge Tues navn fra hans runesten. Han er ikke én af de kendte vikinger fra de islandske sagaer og der står heller ikke noget om ham i de historiske krøniker, som blev skrevet omkring hans levetid. Men hvis vi sammenholder teksterne på Tues runesten, med alle de andre arkæologiske fund der er gjort i Danmark, så kan vi alligevel sammenstykke en fortælling, der ikke er helt usandsynlig.
Og det har Tue fortjent. Han har fortjent at nogen skriver en saga til ære for ham. Derfor har jeg skrevet én til ham.
Med den her saga - eller historie om du vil - bliver du inviteret ind i Ravnunge-Tues liv og tanker. Og på på den måde, ja, så får du altså et bud på, hvad runestenene betød for Tue og vikingerne som sådan.
Det er skuespilleren Janus Lynggaard, der hver sommer laver Jels Vikingespil, som indtaler fortællingen her, og Seán Vireland, som underviser i oldnordisk på Københavns Universitet indtaler Rune skriften på stenen. Det kunne jo ikke være bedre. Det første kapitel, som du skal høre nu, finder sted flere år før Gorm og Thyras kroning og handler om Ravnunge-Tue, der som en helt ung mand, sidder ved Klebæk Høje og rister runesten over sin mor.
(Skuespiller)
Hagl, Reid, Áss, Fé, Naud, Úrr, Kaun, Áss, Týr, Úrr, Fé, Ís.
Med en mejsel i hånden, sidder en ung mand på en skammel og hugger runer ind i en stor sten. Dak, dak.. Dak, dak.. Dak, dak… siger det. Den unge mand hedder Ravnunge-Tue, og han har lige begravet sin mor - Viborg. Tue sidder tung om hjertet, med tungen lige i munden. Han koncentrerer sig. Han er ikke særlig dygtig til det der med at riste runer - endnu. Men riste den sten vil han. For det er hans mor der er død. Og det skal være én fra den aller tætteste familie som ærer hende på den måde, synes han.
Nåh ja, så skal han selvfølgelig også sørge for at ingen betvivler hvem det er der efterfølger hende. Hvem det er, der overtager magten i hele det område som hun herskede over. Ravnungeslægtens område. Som Viborgs ældste søn - er det ham.
Men, bare fordi man er søn af en høvding, kan man ikke tage magten for givet. Man må løbende vise ens undersåtter såvel som omverdenen at man er den værdig. Rygterne om lederskiftet, galoperer allerede fra mund til mund som Odins ottebenede hest Sleipner. Og de vil ikke være præget af fortællinger om Tues store muskler og heltegerninger. Det ved han.
Det er ikke fordi Tue er svag. Han bruger bare mere tid på at uddanne sig i intellektuelle dyder, end han gør på at svinge et svær.
Musik
I krogene hvisker man om Tues moster, Thyra, som mange mener er en mere oplagt leder. Hun er også en ravnunge, en del ældre end ham og ikke mindst Viborgs tætteste rådgiver. Tue bebrejder dem derfor ikke, hvis de ønsker Thyra som høvding i stedet for ham. Han ville nok have gjort det samme. Men den ret tilkommer den ældste ætling i blodlinjen. Sådan har det altid været, og sådan er det også nu. Og Tue er sikker på at ekkoerne i krogene vil fortage sig, når Thyra får sit eget herredømme.
Musik
Det er ikke fordi der er splid mellem Tue og Thyra. Slet ikke. Nej, planen med at give Thyra sin egen magtbase er faktisk et familieprojekt, som både Tue, Thyra og Viborg har arbejdet på sammen. Og hvis det lykkes vil hendes magt komme til at overgå Tues - betydeligt. (For) Thyra skulle ikke bare have (sit eget herredømme). Nej, hun skulle samle hele landet, under Ravnefanen, som dronningen af Danmark. Mere om det senere.
Det er fascinerende hvordan man kommer til magt og hvordan man opretholder den. Dominans og frygt er en vej at gå, forførelsens kunst en anden. Men hvis der er én ting som Tue ved virker, så er det at skabe fortællinger som folk tror på. Iscenesættelsens kunst er stærkere end sværdet. Det lærte Tue allerede som lille, med en mor der skulle legitimere sin ret som kvindelig hersker.
Tue mindes ceremonierne i templet, hvor hun iklædte sig en kopi af Frejas overdådige halskæde Brisingamen for at iscenesætte sig som inkarnationen af gudinden selv. Og han mindes de mange dyreofringer hvor præstinden påkaldte Frej - guden for frugtbarhed, så alle de tilhørende blev mindet om både markens såvel som kvindens guddommelige evne til at skabe liv.
På den måde opnåede Viborg en næsten overjordisk status. Hun var den som både kunne give og tage liv. Hun var tættere på guderne end andre, og ingen betvivlede hendes ret til magten. Ja, det er jo nok mest af alt derfor at Tue sidder her og hugger på sin sten. Fordi han ønsker at iscenesætte sig selv som hendes retmæssige efterfølger. Her ved Hærvejen hvor alle går forbi - både familier, handelsfolk og krigere. Venner, såvel som fjender. Her får runerne lov til at tale, som en skjald der bliver ved med at synge. Nat og dag, i nutiden såvel som i fremtiden. Om Tues ret til magten i Ravnungernes territorie.
Der er bare én lille udfordring. En runesten kan blive overset. Derfor har Tue ikke tænkt sig at lade den stå for sig selv. Nej, han har designet et helt gravmonument. For at markere sit territorie bygger han 30 km væk fra Fæsted en skibssætning. Den er 45 meter lang og sat imellem to bronzealderhøje. I stævnen af skibet placerer han runestenen over sin mor. Nu kan de forbipasserende ikke undgå at se stenen. Den første brik i spillet om at sikre hans mors eftermæle, og Tues egen magt er lagt.
Med en dyb indånding og et lille glimt af håb, løfter Tue sin mejsel og giver stenen et sidste huk. Så træder han et par skridt tilbage og beskuer sit arbejde. Det er måske lidt kluntet, men nu står der:
Ravnunge Tue gjorde disse kumler efter sin moder Viborg c . (Hrafnunga-Tōfi(?) gærði kumbl þ[au]si æft Vīborg m[ō]ðu[r] sīn[a]).
(Vært i studiet)
Det var det første kapitel i vores Ravnunge Saga. Det næste får du om lidt. Måske du har undret dig over, hvorfor i alverden en velhavende og magtfuld viking som Ravnunge Tue har siddet og hugget runer i sten, som en anden håndværker. Hvis han i virkeligheden var så fornem, burde han så ikke betale nogen for at gøre det for sig? Lad os høre hvad Lars har at sige til det.
(Vært på Hærvejen)
Tror du, at det var Thue selv, som som ristede de her runesten?
(Lars på Hærvejen)
Altså, det er der jo nye nye studier, der sandsynliggør, at han han gjorde. Og som med alle studier, så er der noget kritik. Men, jeg vil sige, at jeg holder med med det studie, der påstår han selv har hugget de runer. Og det er sådan, at i de tidlige adelige miljøer, der har der også været prestige i at kunne skriften.
Så for én som Ravnunge-Tue, så har det også været en del af hans berettigelse, at han kunne skrive, Mens alle andre ikke kunne gøre det. Det gav ham en en øget værdi i et samfund, som selvfølgelig delvis var betinget af hans rigdom og arv, som rækker tilbage i tid, men også af den omstændighed, at han kunne kommunikere med sin samtid på skrift.
Det var ikke alle forundt, så det viser, at han havde en status. Han havde haft en opvækst, hvor man kunne prioritere at blive lært. Det var en del af det at være højt oppe i samfundet.
(Vært)
Så du tror ikke, at det var alle, der kunne hverken læse eller skrive runer?
(Lars)
Ikke i vikingetiden. Jeg er ret sikker på, det var noget, der udviklede sig, så flere og flere kunne det. For man kan jo se i middelalderens bysamfund, at når man kommer ned til de her gode lag, hvor der er træ og organisk materiale bevaret, så er der runeindskrifter, som helt tydeligt er skrevet af alle. Altså, det har været noget de fleste kunne i et eller andet omfang. Men jeg er ret sikker på, at i vikingetiden så var det ikke alle der kunne læse det, fordi man har ikke haft ressourcerne og tiden til at lære sig det, fordi det har ikke været en del af det man gjorde i samfundet.
(Vært)
Så når Thue har sat de her runesten langs Hærvejen for at de kunne blive set, så har det ikke været for menigmands skyld. Det har været sådan for potentielt allierede eller fjender, der har skulle kunne læse det her?
(Lars)
Altså, det har jo selvfølgelig dels være fordi man skulle kunne mindes, når man vandrede langs Hærvejen. Men men det har altså også været fordi, at det var noget, som alle folk har en bevidsthed om, hvad der stod på dem. Fordi ligesom alle andre fortællinger i vikingetiden, så var det noget der blev fortalt fra mund til mund til mund. Så de fleste har nok også godt haft en ide om igennem generationer hvem der stod nævnt og hvem der blev mindedes på den pågældende sten.
(Vært i studiet)
Der er altså en sandsynlighed for at det var Ravnunge Tue som ristede sine runesten. Om det virkelig var sådan, ved vi ikke med sikkerhed. Men det at riste runer var sådan set ikke noget hårdt arbejde. Det var mere en form for kunstnerisk udfoldelse, hvor man på én og samme tid kunne udstille sin lærdom og sin store betydning i lokalsamfundet. At Ravnunge Tue selv har ristet sine runesten er derfor den teori, som vi går med i den her fortælling.
Nu siger vi farvel til Klebæk Høje og bevæger os 6 km mod syd til Læborg Kirke, hvor vi skal kigge på den næste runesten.
Runestenen ved Læborg Kirke
Når du vandrer imellem Bække og Læborg, så prøv at lægge mærke til hvordan landskabet skråner ned på begge sider af vejen. Her kan du virkelig fornemme at Hærvejen netop ligger på det som vi kalder for israndslinjen eller vandskellet. Altså der hvor isen har skubbet og formet jorden, så den til sidst udgjorde den højderyg, som vikingerne - og folk før og efter dem - har vandret på i årtusinder. Den højderyg som du selv går på i dag.
Ved Læborg Kirke, kan du ikke undgå at se Ravnunge Tues sten, for den er næsten 2,5 meter høj, og står lige foran kirkeporten med front ud mod landevejen. Stenen her bliver også kaldet for Thyras sten. Og det er netop hende, Thyra, og hendes relation til Ravnunge Tue, som det skal handle om her.
Thyras sten er én af de her sten hvor runerne står så flot og skarpt at de kunne være ristet i går. Her er det altså et rigtig godt sted at finde et runealfabet frem på telefonen, hvis du har lyst til prøve at tyde runerne selv. Det kan være sjovt at prøve, også selvom teksten er skrevet på oldnordisk, som for de fleste af os er en god omgang volapyk. Men så er det jo godt at der står et lille skilt nedenfor stenen, hvor teksten er oversat, eller - at man har én som Lars med, der både kan fortælle hvad der står, og også hvad det i det hele taget vil sige.
(Lars på Hærvejen)
Jamen nu står vi jo ved Læborgstenen eller Thyras Sten, og det er jo min favorit runesten nok i hele verden. Altså i min optik slår den jo Jellingestenen, og det er ikke fordi der står noget fuldstændig sindssygt i forhold til danmarkshistorien. Men men den fortæller bare enormt meget, og den fortæller selvfølgelig det, der står skrevet at Ravnunge-Tue huggede stenen efter Thyra, sin dronning.
(Vært på Hærvejen)
Dronning er det ord, som der står på skiltet neden for stenen. Men det var ikke sådan, man sagde det på gammel oldnordisk.
(Lars)
Nej, der har det jo en anden form. Der er det jo Drottning. Og der er spørgsmålet hvad skal man lægge i det? Er det hans kone, som der er nogen der har foreslået. Eller er det rent faktisk Danmarks dronning, altså Gorms kone? Og rent faktuelt, så tror jeg flere og flere de hælder til at det Gorms kone, som er begravet oppe i Jelling.
(Vært)
Og så er der også en tredje måde at forstå ordet drottning på det her tidspunkt, At det at være drottingen i vikingetiden, altså dronning. Det er ikke synonymt med at man bare er en konges kone. Altså det er mere synonymt med det at være drot. Altså magthaveren, herskerinden.
(Lars)
Jamen, det er det jo ikke kun den nyere forskning, der siger Det står jo også næsten i de samtidige kilder. I hvert fald de første skriftlige kilder, vi kender. Der står der jo at hun er den stærke i relationen til Gorm, og det Gorm bliver nævnt som den dvaske, tror jeg, hvorimod selvom hun er hedensk, så bliver hun faktisk fremhævet som en dydig og god person. Som har alle kristne værdier. Så der har helt sikkert været en Thyra som var noget over den normale kvinde, hvis man kan kalde det det for sin samtid. Så at hun skulle have været magthaveren, det tror jeg ikke er usandsynligt.
Men jeg tror også man skal se det i et spil, hvor hun er magthaver sammen med Gorm. Fordi han kommer med en berettigelse, og hun har en berettigelse i forvejen og sammen på baggrund af de baggrunde, de kommer fra, så kan de sammen skabe det rige, der bliver til Danmark.
(Vært i studiet)
Teksten på Læborgstenen fortæller os altså at Thyra var Ravnunge Tues drottning. Om det betød at hun bare var Tues overordnede, hans kone, eller simpelthen dronningen over hele Danmark, det har været flittigt diskuteret. Men hvis man kender skriften på alle Tues sten, og den nyere forskning omkring dem, ja så tegner der sig altså, som Lars siger, et billede af at den Thyra som Tue refererer til rent faktisk var Thyra, Dronningen af Danmark.
Det argument som på nuværende tidspunkt vejer tungest er, at der for et par år siden blev foretaget et videnskabeligt forskningsprojekt, som resulterede i at Ravnunge Tue har fået æren af også at have ristet Danmarks største og mest imponerende runesten, nemlig Jellingstenen - på trods af at hans navn ikke står derpå. Det gør derimod både Gorm og Thyras.
Selvom der ikke er meget vi kan sige med sikkerhed fra vikingetiden, så er vi altså meget tæt på at kunne konkludere at Ravnunge-Tue har haft en meget tæt relation til Jelling dynastiet med Gorm og Thyra i spidsen. Der er bare én ting, der virker lidt mystisk set med moderne øjne.
(Vært på Hærvejen)
Hvis du siger, at hun er blevet dronning. Hun er gift med Gorm. Hvorfor er det, så at Thue ikke nævner Gorm - hvis de er gift? Hvorfor er det at han hylder Dronning Thyra og ikke også Kong Gorm?
(Lars)
Det tror jeg jo er noget at gøre med slægtskab. Jeg tror, at Thue og Thyra var i familie, og hvordan de så var i familie, det er jeg ikke 100% sikker på at jeg forstår endnu. Det kan være fætter kusine, det kan være nevø moster, det kan være. Jeg tror bare at der er en familiær relation der gør at reglerne til stadighed har et formål i at vise at han kommer ud af den slægt, som Thyra også bunder i. Og deri ligger hans relevans for det her område, hvor han jo stadigvæk har haft en anden form for magt.
Altså at han har været bryden, forvalteren, han har været adelsmanden, hvis man kan kalde det i middelalderlig forstand over det her område, og det var det, han regerede over - også efter at Gorm og Thyra tog magten i landet.
(Vært)
Men bliver han ikke også i familie med Gorm, når de bliver gift? Altså kunne Gorm ikke godt gå hen og blive lidt små fornærmet over at han ikke bliver nævnt på den sten?
(Lars)
Der tror jeg ikke, at man skal undervurdere den magt det her med blod har haft på det tidspunkt. At man kigger i sine egne aner først og fremmest. Og Gorm kommer med stor sandsynlighed udefra. Fra udlandet. Hans magt rækker, for det her nærområdet ikke ret langt tilbage, og man skal ikke. Man skal ikke undervurdere den omstændighed, at det er her Ravnungerne har sin base. Så det er her de har et behov for at vedholde deres magt. Og det gør man altså ved at kigge tilbage til egne blodlinjer.
(Vært i studiet)
Og vores teori er altså nu at den Thyra, som står skrevet på stenen i Læborg, var dronning Thyra af Danmark. Ikke nok med det, så er fraværet af Gorms navn på stenen en indikation på, at Thyra også selv kom ud af Ravnungeslægten. Og at Thue sandsynligvis var i direkte familie med hende.
Thue satte stenen ved Læborg, for ligesom med gravmonument ved Klebæk Høje at afmærke sit territorie og vise, hvem hans allierede var: Kongeparret i Jelling og måske mest af alt hans dronning og familiemedlem, Thyra. Det store spørgsmål er, hvordan Thyra Gorm kom til magten? Hvordan de kunne samle et land, der var splittet i mindre høvdingedømmer?
(Vært på Hærvejen)
Nødvendigheden af, at vi samles som ét land under Gorm og Thyra. Er det fordi vi har en intern strid, hvor hvor vi er magtsyge, og nogen gerne bare vil bestemme over alle de andre? Eller er det fordi der ligesom er noget udefrakommende, hvor vi bliver taktiske, og vi tænker vi skal stå sammen her imod en større fjende, hvor vi bliver nødt til at samles og være en kæmpe hær?
(Lars)
Altså jeg tror at den er todelt. For der har helt klart været en slægt, som havde et kæmpe formål i at samle hele Danmark. Fordi der har ligget en enorm velstand i området. Og det sagt, så har der også været et enormt tryk sydfra, som grunder i Otto nummer ét og Otto nummer to især, som jo havde sådan en politik omkring at kristne Danmark.Det kan vi se i de skriftlige kilder.
(Vært i studiet)
Den magtfulde tyskromerske kejser Otto er et rigtig godt bud på hvorfor vi samlede os under én konge og dronning. Så vi kunne være stærke nok til at holde ham og hans missionspolitik i skak, og bibeholde vores landområder, vores særegne kultur og nordiske religion. En ting som understøtter den tanke, og som i den grad også kendetegner Thyras sten er to religiøse symboler som Tue har ristet ind i stenen. Dem er jeg sikker på at du kender.
(Lars på Hærvejen)
Når man står og kigger på de her runer, så vil man også lægge mærke til at der er to Thorshamre, som er ristet ind ved siden af runerne. Og det fortæller jo noget meget personligt om Ravnunge-Thue. Fordi det fortæller nok, at han i virkeligheden ikke var kristen. Og jeg elsker, når vi kan lægge den der ekstra dimension på personerne fra vikingetiden, fordi det er ikke noget, der står skrevet. Det er noget, man kun kan se, hvis man forstår symbolerne.
(Vært på Hærvejen)
Ja. Den første kirke i Danmark, den kom jo til allerede i 800 tallet.
(Lars)
Ja. Og det viser jo, at der i hvert fald har været en menighed, en kristen menighed, til stede i det, der var Danmark dengang. Og det gør det også bare endnu mere tydeligt. Det har været en smeltedigel af kulturer og religiøsitet. Og egentlig så virker det som om, at vikingetiden langt hen ad vejen var et samfund, hvor det meste var muligt. Det var okay at tro på det, man troede på. Og det virker ikke som om, at der var den helt store fjendtlighed, fordi de har ageret side om side om side.
(Vært)
Og Ravnungerne. Tror du at de både har været asatroende og kristne - lidt sådan en smuk sammensmeltning selv, også?
(Lars)
Nej, baseret på stenen her, så vil jeg mene at de har sværget til de gamle religioner, og de gamle guder. Og det synes jeg at man har givet så smukt udtryk for, ved at mejsle eller ved at riste de her Thorshamre ind på de steder hvor de mest synlige. Altså lige over selve indskriften og nede i det ene hjørne. Så de har udadtil været ikke-kristne.
(Vært)
Tror du ligefrem, at de har været sådan lidt asatroens beskyttere?
(Lars)
Jamen, det er noget, man ind imellem ser i de her dele af eliten. Det er dem der håndhæver de gamle dyder længst. Det handler om at være lidt konservative. For i det konservative kan der ligge den gamle magt.
(Vært)
Så kan det måske også være som en form for statement, hvor man siger: “det er os der bestemmer. Det er os der bor her. Og I er velkomne til at besøge os, I velkomne til at komme og missionere lidt. Og så vil de af os, der har lyst til det, tage Jesus til os. Men I skal ikke komme her og tage hele magten i landet”.
(Lars)
Jamen altså, runestenene er jo på alle måder en kæmpe statement. Det er jo derfor de bliver lavet. Og de bliver lavet som markører i landskabet, som skal ses. Og der vil det at have et ikke kristent symbol på en runesten. Det vil være det største statement, man kan lave. I den samtid.
(Vært i studiet)
Det lader til at det ikke var en tilfældighed at Tue ristede de to Thorshamre ind i Thyras sten. De har ikke bare været ment som pynt. Det er i det hele taget som om at Ravnunge Tue gennemtænkte alt omkring hans runesten. Både det der står på dem, deres størrelse og ikke mindst også deres placering. Man mener at Thyras sten oprindeligt var placeret lidt nord for Læborg Kirke. Helt oppe på toppen af bakkedraget. Det vil sige at når man kom gående, så kunne man på lang afstand spotte den høje sten oppe på bakketoppen. Og når man så kom tættere på, og læste teksten på den høje sten, så ville man blive ramt af en følelse af at Thyra, var en dronning som virkelig måtte have meget magt imellem hænderne, og selvfølgelig hendes allierede Ravnunge Tue med.
Der er en sidste ting, som du skal vide om Thyras sten. Selve opdagelsen og udgravningen af stenen gemmer nemlig på en hemmelighed. En hemmelighed, som Lars heldigvis gerne vil dele med os.
(Lars på Hærvejen)
Baseret på de på de kilder vi har. Så har vi også en forståelse af, at der ikke så langt nord for kirken skal ligge noget, de kalder Dronningehullet. Det ved vi fra skriftlige efterretninger, som efterhånden har nogle hundrede år på bagen. Og de skriftlige efterretninger er jo mere eller mindre udført, ligesom et skattekort faktisk. Så det handler om at tælle fod, og det handler om at kigge lidt mere mod øst end mod nord og så nogle ting.
Og der skal stenen, være gravet op fra. Og det spændende ved det hul er også, at de samme kilder siger. At der faktisk ligger en sten mere. Så det er jo én af de ting vi er på jagt efter. Det er simpelhen at prøve at forstå hvor præcis det her Dronningehul er, og hvad det er for en sten der ligger dernede. Fordi hvad nu hvis der rent faktisk ligger en runesten eller en sten som man har hugget Læborgstenen af? Ligger der overhovedet noget? Altså, det er det kæmpestore spørgsmål.
(Vært i studiet)
Uh, ja! Mon der ligger en runesten gemt i jorden tæt på Læborg Kirke, som kan give os endnu mere viden om Ravnungerne - og måske endda om tilblivelsen af det Danmark, som vi kender i dag. Det er godt nok spændende. Det er i hvert fald ganske sikkert at Ravnunge Tue har ristet flere runesten, end dem som vi ser i det danske landskab. Man bliver ikke en dygtig runerister af at riste 5 eller 7 sten. Nej, han må have øvet sig igennem det meste af sit liv. I hvert fald hvis man vil tro på at det både er ham der har ristet den knap så veludførte runesten i Klebæk Høje og den imponerende Jellingsten.
Inden vi går videre til den tredje og sidste runesten på ruten, springer vi igen ind vores Ravnunge Saga, hvor vi skal høre et bud på hvordan Tue hjalp Thyra til tronen. For hvis de var i familie, og begge voksede op i Fæsted i Ravnungernes eliteresidens, så må vi gå ud fra at de sammen har haft en plan om at overtage Danmark. Ja, det har sikkert været et familieprojekt med Viborg og resten af Ravnungeslægten.
Vi ved som sagt ikke, hvilken familierelation Thue og Thyra havde til hinanden. Men i denne fortælling går vi med teorien om, at Thyra var Viborgs søster og dermed Thues moster. Så nu skal jeg nok holde igen med al min snak og lad dig høre det andet kapitel Ravnunge-Thue Sagaen.
Den starter vi med en smuk valkyriesang udført af musikeren Justine Boesen. Lur mig, om ikke den er en ægte vikingedronning værdig.
Prøv lige at høre her.
Valkyriesang og Sagaen om Ravnunge Tue kapitel 2
(Skuespiller)
Nu står den her. Thyras sten. Rank og høj ligesom hende. Tue er tilfreds. Tilfreds med sit arbejde. Både med udførslen af af runerne, med stenens dimensioner og med placeringen af den. Det har krævet mange mænd at transportere stenen op på toppen af bakkedraget. Men nu står den her - endelig. Synlig på lang afstand både fra syd og fra nord. Den her sten er symbolet på alt det som Tue og Thyra og Viborg kæmpede for. Den er et testamente over hvor langt man kan komme, ved ikke bare at buldre frem som gale hunde ved Lindisfarne, men ved at være strategisk. Ved at dyrke Hugin og Munin, Tanken og Mindet, som Odins ravne bliver kaldt.
Tue lader sin hånd glide nedover stenens højre side, henover skriften: “Drottning sin”. Hvor er der sket meget siden Tues mor døde.
Kort musikpause.
Det var ikke en let tid, efter begravelsen ved Klebæk Høje. Rivaliserende slægter, testede Ravnungernes nye lederskab med forsøg på at erobre dele af deres territorium. Men det kunne de ikke. Der er ikke meget, der kan skræmme Tue og hans slægt.
Bort set for alt det der ligger syd for Dannevirke, selvfølgelig. Det er en anden sag. Det er nu omkring 100 år siden at den første kirke blev bygget i Hedeby, og endnu én er kommet til i Ribe. Tue er bestemt ikke parat til at sige farvel til de nordiske guder (Frej, Thor og Odin hviskes på oldnordisk).
Derfor har han ristet to billeder af Thors hammer, Mjølner ind i stenen. Én i toppen på den ene side, og én i bunden, på den anden. På den måde indrammer tordengudens hammer teksten om Tue og Thyra. De to, hvis navne netop
kommer af navnet Thor. Det er stærkt! (Tofi, Thorvig hviskes på oldnordisk) Med disse Thorshamre vil kristne hærfører forstå, at vikingerne ikke vil ligge under for deres kristne religionstyranni. Nej, velkommen til Midgård, råber den. Her er det aserne der bestemmer! (råbes også som et stille ekko langt væk)
Du må ikke misforstå. Stenen her er ikke en krigserklæring imod kristne som sådan. Kristne familier og handelsmænd er skam velkomne. Men det er dem som bruger kristendommen som en undskyldning for at ekspandere deres rige og tvinge alle til at give afkald på deres kultur og religion ikke. Otto den Store syd for Dannevirke, hans missionsprojekt og hans enorme hær er en reel trussel mod danerne og deres kultur. I hvert fald sålænge de er opdelt i slægter, som nu og da svækkedes af interne fejder.
Hvis vikingerne ikke vil miste alt det som de kender og står for, må de samle sig under ét banner - hurtigt. Det er her Tue, Thyra og Viborgs plan kom ind i billedet. Den lød sådan her:
Kort musikpause.
Thyra skulle ikke bare have sin egen magtbase. Nej, hun skulle samle hele landet, som dronningen af Danmark. Med den magt Thyra havde som højtstående ravnunge, var opbakningen til det ikke utænkelig. Med den magt Thyra havde som højtstående ravnunge, var opbakningen til at hun skulle samle landet under sig ikke utænkelig. Men hun ville ikke få lov til at regere alene.
For selvom hendes søster Viborg herskede over en stor del af det sydlige Jylland, så var det ikke alle høvdinge, der ville se en kvinde på tronen. Som enehersker, og som deres overhoved. Nej, Thyra måtte gifte sig for at opnå retten til tronen. Med en mand, som matchede hendes magt og omdømme.
Men han skulle ikke findes i Danmark. Det ville skabe for meget splid imellem de lokale høvdinge, som ønskede at se sig selv på tronen. Og selvom danerne rent faktisk stod sammen, så ville det heller ikke være nok til at værne sig mod Ottos hær.
Der måtte og skulle skabes alliancer med vikingerne i resten af Norden, hvis de skulle holde fjenden mod syd stangen.
Kort musikpause
Sendebud får hurtigt vind i sejlene med de mange langskibe der på 3 dage krydser Nordsøen. Og med dem havde Tue og Thyra (og Viborg), skabt en relation til én af de mest magtfulde familier i England. En familie hvis ældste søn hed Gorm. Et par år efter Viborgs død, stod han foran porten til Fæsted, med en hær større og mere effektiv end de fleste danske slægter kunne mønstre. Og med de smukkeste alliancegaver Tue og Thyra endnu havde set. Heriblandt en ravn af guld.
Og her stod de så - Gorm og Thyra. De to som blev Danmarks første konge og dronning med regentsæde i Jelling. Og Tue deres bryde i Fæsted.
…
Med sin skovl går Tue en tur rundt om runestenen, Thyras sten, og banker jorden en sidste gang. Så lægger han marksten ovenpå, for at skabe et flot og stærkt fundament. Det her er ikke en mindesten. Det er en hyldest! “Ravnunge-Tue huggede disse runer efter Thyra, sin drotting”, står der. Hrafnunga-Tōfi hiō rūnaR þāsi æft Þōrvē, drōttning sīna.
Gorm er ikke nævnt. Det er ikke fordi der er noget ondt blod imellem Tue og Gorm, de deler det bare ikke. Blodet altså. For Gorm er ikke en Ravnunge. Han legitimerer ikke Tues ret til magten i Fæsted, som Thyra gør. Og skulle der engang komme splid imellem kongeparret, Gorm og Thyra, så skal der ikke herske nogen tvivl om hvor Tues loyalitet ligger. Med runestenens uforgængelighed må man tage højde for tidens foranderlighed.
Nuvel, Tue skal da nok også få skabt noget andet som ærer Gorm. Ja, han har faktisk allerede lagt en plan for både hans og Thyras gravmæle, som vil give Gorm trefoldigt igen, hvad han ikke fik her i Læborg. Og det ved Gorm godt.
For er der én ting som Tue er god til, så er det iscenesættelsens kunst. Han vil bygge enorme monumenter hvis lige ikke før er set i landet. Kæmpe gravhøje, enorme skibssætninger, og han vil skabe de største og flotteste runesten nogen nogensinde har set.
For at demonstrere Gorms magt - og ikke mindst Thyras - sin drottning.
Runestenen ved Bække Kirke
(Vært i studiet)
Det var andet kapitel af vores Ravnunge Tue Saga. Nu er vi kommet til den sidste sten på vores rejse (i vores fortælling her). Nemlig Ravnunge Tues runesten, som står ved Bække Kirke. Hvis du ikke allerede er gået forbi den, så vil jeg anbefale dig også at tage et smut hen i Hærvejshuset, som ligger skråt overfor kirken. Selvom Hærvejshuset måske kunne lyde som et ældgammelt hus fra vikingetiden, så er det altså bygget i 1969, og er placeret lige overfor et supermarked. Mere nudansk kunne det ikke være. Men her kan du se en fin udstilling, der fortæller en masse om landskabet, naturen og historien på Hærvejen. Du kan også låne et toilet og endda tage dig et bad, hvis du trænger til det. Det der med at bade, det er jo altså vigtigt at huske. Især hvis det er lørdag, som på oldnordisk hedder Laugardagr og faktisk betyder - badedag.
Nåh, tilbage til vores fortælling.
Ravnunge Tues runesten ved Bække Kirke binder en rigtig fin sløjfe tilbage til det første sted vi var. Altså gravmonumentet ved Klebæk Høje. Og den er også med til at understrege Ravnunge Tues relation til Gorm og Thyra. Så nu springer jeg igen ud på ruten til Lars, som skal til at læse hvad der står på Ravnunge Tues runesten foran Bække Kirke.
(Lars på Hærvejen)
Der står jo at Ravnunge-Thue sammen med Gnyple og Fundin byggede Thyras høj. Så det er jo en sten, som igen er kortfattet. Men det er alle de her runesten. Men som igen fortæller enormt meget om, den samtid, den er rejst i. Den fortæller noget om nogle personer, som som jo har levet og været aktive her på egnen, men som samtidig har været fedtet ind i dette store magtspil, der har været i Danmark i 900 tallet.
(Vært på Hærvejen)
Hvilken høj er det, du tror Ravnunge Thue referer til på stenen?
(Lars)
Det skulle jo gerne være Dronning Thyras høj i Jelling, fordi det har vi antydninger af eller direkte skrevet på. På nogle af de andre sten, han har rejst. Så jeg vil gætte på, at det er dronning Thyras høj oppe i Jelling.
(Vært)
Hvad skulle formålet være ved at sætte den sten her? Så hvorfor ikke sætte den sten oppe ved Thyras høj?
(Lars)
Jeg tror man skal tænke på, at det gravmæle er reserveret til den slægt som er begravet deroppe, og samtidig med det, så har det været vigtigt for Ravnunge at blive mindet for den gerning han har været med til at lave. Så han har sat mindet der hvor han vidste at den var synlig. Den er jo ikke oprindeligt der, hvor den står i dag. Så man skal forestille sig at den har stået her ved Hærvejsrejseruten, fordi der har rejst mange. Og ved at mange har set den, så har mange også godt vidst, at han var involveret i etableringen af det imponerende gravminde ved Jelling.
(Vært)
Så det har ligesom været en illustration af hans magt og vælde, at han har de her relationer til Jelling-dynastiet?
(Lars)
Ja, det handler igen om berettigelse til den magt, han selv besidder, og det er noget, han gør for at vise, at han er involveret i i magtens top i Danmark i 900-tallet.
(Vært I studiet)
Du husker sikkert at Klebæk Høje bliver kaldt for Mini Jelling fordi de to gravmonumenter ligner hinanden. Og her har vi så Ravnunge Tues helt egne ord for, at det netop er sådan det var. Han var arkitekten bag begge monumenter.
Problemet er bare at Thyra aldrig er blevet fundet i det som vi kalder Thyras høj i Jelling. Da man i 1941 udgravede den, fandt man et stort gravkammer og en smule gravgods som indikerede at graven havde været røvet. Men man fandt ikke noget lig. Så hvor ér Thyra? I researcharbejdet til denne fortælling, stødte jeg på et interessant bud.
(Vært på Hærvejen)
Lars. I halvfjerdserne gennemgik Bække kirke en stor restaurering, og i den forbindelse fandt man antydninger af, at der under kirken ligger en cirka 45 meter lang skibssætning - som vi også ser Klebæk Høje. Og man ved også, at der her på kirkegården har været en en høj. Det kan man se på højdekurver. Det kunne man i hvert fald i halvfjerdserne. Jeg ved ikke, om man kan mere. Altså, hvis vi nu tænker på det. Der har været sådan et Klebæk Høje agtigt gravmonument lige her, hvor denne sten også er blevet fundet, hvor der står at Ravnunge-Tue, Gnuple og Fundin gjorde Thyras høj.
Kunne man forestille sig at Thyra… Man har jo ikke fundet hende i Jelling… Kunne man forestille sig at hun rent faktisk ligger her under Bække kirke?
(Lars)
Det tror jeg vil være noget af et sats at påstå. Jeg tror også at disse gamle resultater med en mulig skibssætning altså de kunne godt trænge til en revurdering, hvis jeg skal være ærlig. Men, men det til trods, så skal man have respekt for de tolkninger der har været tidligere, og tage dem med i det arbejde, der må komme fremadrettet.
(Vært)
Aj, det var altså lidt et kedeligt svar Lars. Altså Thyra ligger jo lige her, ikke. Haha.
(Lars)
Haha… Nej det tror jeg ikke at hun gør.
(Vært)
Jeg tror måske også du har ret, Men altså, hvis vi nu antager, at hun har haft en tæt relation til Ravnunge-Tue, så er det heller ikke helt fjernt at tænke, at hun kunne have ønsket at blive begravet i sin hjemstavn, tæt på sin familie.
(Lars)
Nej, det ville være meget sandsynligt. Problemet med den tolkning er bare at vi ingen beviser har ud over runestenene. Og derfor kan det godt være lidt svært at placere hende netop her.
(Vært i studiet)
Tja, det kan godt være at det mest af alt bare er en sjov teori at Thyra ligger begravet under Bække Kirke. For som Lars siger, så er det nogle lidt tvivlsomme arkæologiske undersøgelser, der peger på at der har været en skibssætning. Og selvom der ikke er blevet fundet noget lig i Thyras høj i Jelling, så indikerer båd, gravgodset og gravkammeret altså, at nogen har været begravet dér.
Om det var Gorm eller Thyra, eller en helt anden, det ved vi ikke. Men på grund af det der står på Jellingestenene, så er den mest plausible teori at det var én af dem. Så lad os også gå med den teori her i fortællingen. Thyra blev begravet i Jelling.
Nu er det blevet tid til det sidste kapitel af vores Ravnunge Saga, hvor vi skal høre hvordan det gik med Tue efter Thyras død.
Sagaen om Ravnunge Tue kapitel 3
(Skuespiller)
Dak, dak… Dak, dak… Dak, dak… Endnu engang sidder Tue med et tungt hjerte og hugger en runesten over én af sine elskede. Thyra, hans moster, hans dronning, som han har stået bi hele sit liv. At hjælpe hende til magten, som Danmarks første Dronning, var de tråde som skæbnegudinderne havde spundet til ham. Og det havde han gjort godt. Nu ligger hun så i graven.
Tue tænker tilbage på dengang han ristede runerne over sin mor. Dengang han var en knap så erfaren runerister og arkitekt. Selv dengang havde han fat i noget. For hele monumentet i Jelling er ikke blevet så forskelligt fra det som han først udførte for sin mor i Klebæk Høje. Bort set fra dimensionerne selvfølgelig. De kan ikke sammenlignes.
Gorm har for nylig bedt ham riste en sten over Thyra, med Gorm som afsender. Selvfølgelig - selvfølglig skal det være Tue der gør det.
“Kong Gorm gjorde, disse kumler efter Thyra, sin kone, Danmarks bod”, skal der stå. Gōrmʀ kunungʀ gærði kumbl þǿsi æft Þōrvē, kunu sīna, Danmarkaʀ bōt. Tue synes at der skulle have stået dronning, ligesom Gorm betegner sig selv som konge. Men han kan godt forstå at Gorm ikke vil have at nogen betvivler deres ægteskab. Og ikke mindst at Gorm ikke var underlagt Thyra, som nogen måske vil hævde at det var i praksis.
Men “Danmarks bod” altså “Danmarks styrke”, som der skal stå på bagsiden af stenen. Det efterlader en god respekt for Thyra.
Kort musikpause
Det var et kæmpe arbejde at bygge hendes næsten 9 meter høje og 70 meter brede gravhøj. Og at arrangere skibssætningen som måler ikke mindre end 350 meter i længden. Tues mænd kunne måske nok have gjort det alene. Men det var en fin ordning at få Fundins og Gnyples mænd med til det. Det er vigtigt at slægterne samarbejder og deler æren, også selvom de nu er samlet under ét kongehus. For freden er ligesom magten, ikke noget som man bare kan tage for givet.
Derfor har Tue også valgt at deres navne skal med på stenen her i Bække, som lyder: “Ravnunge-Tue og Fundin og Gnyple, de tre gjorde Thyras høj”. Rafnunga-Tōfi ok Fundinn ok Gnȳpli þæiR þrīR gærðu ÞōrvēaR haug.
Den er måske ikke helt så flot som den sten Tue ristede til ære for Thyra i Læborg, kort efter hun blev dronning. Men den er mest af alt også bare en servicemeddelse. En meddelse om at det er her bryden Tue bestemmer, en meddelelse om hvad han har udrettet, og hvem han er allieret med.
Okay… lidt mere end en servicemeddelse. For intet er bare med Tue. Alt er gennemtænkt ned til mindste detalje.
Kort musikpause.
Nok er Tues hjerte tungt over Thyras død. Men der bor også en enorm stolthed i det. Som en lille sol der lyser op i mørket. For de gjorde det. Viborg, Tue og Thyra, sammen med Gorm. De skabte et samlet vikingedynasti og
en kontrol i hele landet, der for en tid kunne modstå det kristne press mod syd. Og selvom Thyra er død, så vil Tue blive ved med at iscenesætte kronens og sin egen lokale magt igennem bygningsværker, gravmonumenter og runesten. For Tue ved hvilken betydning det kan have for de fortællinger som bliver skabt omkring magthaverne i landet.
Som skjalde bliver runestenene ved med at synge, dag og nat, nu og i fremtiden. Mange af dem er sat her ved Hærvejen. Den vej som er formet af is, dyr og mennesker, sålænge mands minde rækker. Den vej der ligesom Tues mange runesten sætter scenen for fortællinger på tværs af tid og rum. (Hrafnunga-Tōfi(?) gærði kumbl þ[au]si æft Vīborg m[ō]ðu[r] sīn[a]).
Hrafnunga-Tōfi hiō rūnaR þāsi æft Þōrvē, drōttning sīna.
Rafnunga-Tōfi ok Fundinn ok Gnȳpli þæiR þrīR gærðu ÞōrvēaR haug.
(Hagl, Reid, Áss, Fé, Naud, Úrr, Kaun, Áss, Týr, Úrr, Fé, Ís)
Outro
Outromusik
Det var fortællingen fra Hærvejen i området omkring Bække. Jeg håber at du nød den, og at du lærte noget om Ravnunge Tue, om Danmarks første kongepar Thyra og Gorm den Gamle og ikke mindst noget om runestenenes betydning i vikingetiden. Omend meget af det som vi ved fra vikingetiden jo ikke bygger på fakta, men på teorier.
Én ting kan vi alligevel med en vis sikkerhed sige. Ravnunge Tue vidste hvordan man i hans samtid iscenesatte sig selv, så man kunne bibeholde sin magt. Måske endda tilegne sig mere af den, og dermed ja så vidste han også hvordan man når et ambitiøst mål.
Jeg håber også at du når dit mål. Om end det er et større livsmål, om det er dagens mål her på Hærvejen, eller om det netop er at slippe for alle de målsætninger, der på sin vis præger vores samtid.
Til slut skal der lyde stor tak til Lars Grundvad, som blev interviewet til fortællingen her, samt til Janus Lynggaard som var vores storytellerstemme i vores Ravnunge Saga. Til musikeren Justine Boesen, der stod for den smukke valkyeriesang. Og ikke mindst også Seán Vireland, der indtalte runestenene på vaske ægte oldnordisk, og dermed bragte fortidens stemme - nemlig Ravnunge Tues - ind i nutiden.
Jeg hedder som sagt Stine Elmbæk, og jeg ønsker dig en fortsat rigtig god tur her på Hærvejen.